lagerstyring_kap1

KAPITEL 1 Disse typer varenumre findes der

KAPITEL 1 Disse typer varenumre findes der

Det hele starter med dine varenumre. Du vil hurtigt erfare, at varenumre kan være enten grobund for overblik eller for kaos. Lad os tage et kig på de forskellige typer af varenumre, du vil komme til at beskæftige dig med:

EAN/GTIN-numre

Mange producenter køber såkaldte ”GTIN”-numre til deres produkter. I Danmark kalder vi dén type stregkoder for ”EAN-13 stregkoder”. Det er den stregkode, du finder på alle varer nede i supermarkedet – lige fra mælk og havregryn til legetøj og barberblade.
Et produkt har næsten altid en EAN-13 stregkode, hvis der er tale om en vare, der sælges i den almindelige, fysiske handel. Detailbutikkerne stiller stort set altid krav til deres leverandører om, at et produkt skal have en EAN-13 stregkode, før de ønsker at forhandle det.
Om du kan forvente, at dine varer har den type stregkode, afhænger i vid udstrækning af, hvad du forventer at sælge. Planlægger du at købe noname-produkter fra Kina, skal du nok ikke regne med det, men køber du derimod almindeligt kendte varer fra store producenter, kan du næsten altid regne med, at de har et EAN-13 varenummer.
Som en tilføjelse kan det nævnes, at EAN-13 stregkoder er noget, man køber sig til. I Danmark er det GS1, du skal kontakte, hvis du har behov for at købe stregkoder. Som webshop-ejer vil det imidlertid meget sjældent være tilfældet.

Producentens eget varenummer

Uanset om en producent har købt og anvender et EAN-13 varenummer til produktet eller ej, vil de ofte også have et internt varenummer, som de bruger til at identificere den med.
Når du skal lægge en indkøbsordre ved producenten, vil det typisk også være deres interne varenummer, du skal bestille under og ikke EAN-13 nummeret.

Særligt omkring Google Shopping

Hvis du forventer at bruge Google Shopping som markedsføringskanal, skal du være opmærksom på, at de fra den 14. februar 2017 introducerede et krav om, at man som webshop-ejer for så vidt muligt skal oplyse dem om et GTIN-nummer i ens produktfeed. GTIN og EAN-13 er det samme. Derfor får du altså behov for at kende nummeret for dine produkter, uanset om du selv kommer til at gøre brug af det i din lagerstyring eller ej.

https://guru.dandomain.dk/wp-content/uploads/2017/06/skalerbar-lagerstyring.pdf