lagerstyring_kap2

KAPITEL 2 Lav en grundlæggende struktur for varenumre

KAPITEL 2 Lav en grundlæggende struktur for varenumre

Der findes altså forskellige typer af varenumre for en vare, når du skal købe den. Nu er det tid til at beslutte, hvilket varenummer du vil sælge den under. Her findes der som udgangspunkt to overordnede muligheder:

Løsning 1: At benytte producentens varenummer
Løsning 2: At tildele egne varenumre til dine produkter

Der er nogle åbenlyse fordele ved at anvende producentens varenummer. Den største fordel er, at varenummeret ofte står direkte på varen, og på den måde er der sammenhæng mellem, hvilket varenummer du:

  • Indkøber under
  • Lagerfører under
  • Sælger under.

Til gengæld kan det være problematisk, hvis du kan købe identiske produkter fra to forskellige leverandører under to forskellige varenumre. Det problem vil du ikke opleve ved løsning 2, hvor du selv opretter og tildeler et varenummer til hver eneste vare. Ved at gå den vej kan du altså have ét salgsvarenummer, som du kan købe hos flere forskellige leverandører – uagtet at de måtte kalde den noget forskelligt.

Lav en struktur, du kan finde rundt i

Begge løsninger kan bruges. Hvilken en, du skal vælge, hænger blandt andet sammen med typen af varer, du forventer at sælge.

Undertegnede har god erfaring med en modificeret udgave af løsning 1. Den består i, at hver leverandør har fået tildelt 3 initialer, som sættes foran varenummeret. Lad os tage et praktisk eksempel, hvor der forhandles løbesko fra Nike og Adidas.

De vil så have følgende varenumre:
Indkøbs-varenummer (det, der står i dit lagerstyringssoftware): Lager-varenummer (det, der står skrevet på selve varen på dit lager): Salgs-varenummer (det varenummer, du sælger under i din webshop):
NIK-4587486 4587486 NIK-4587486
NIK-4587302 4587302 NIK-4587302
ADI-994412668 994412668 ADI-994412668
ADI-994412670 994412670 ADI-994412670

Det er altså altid producentens varenumre, der anvendes. Der er blot tilføjet en forkortelse til identificering af leverandøren foran. En af fordelene er, at det gør det nemt at få et overblik over, hvilke leverandører du skal købe varer hjem fra. Du trækker blot en lagerliste over alle varenumre ud fra systemet, og den er så automatisk sorteret efter leverandør.
På den måde kan du hurtigt gennemgå hver enkelt leverandør og få bestilt nye varer hjem til lageret.

I indledningen nævnte jeg, hvordan jeg efter 18 måneder måtte omstrukturere hele lageret. Jeg havde lavet den fejltagelse blot at bruge producentens eget varenummer hele vejen gennem systemet. For det første havde jeg intet overblik over, hvilke leverandører de enkelte varer kom fra, og for det andet var det svært at få lavet gode statistikker, der kunne bruges til noget.

Det helt store problem opstod dog først da to forskellige leverandører – af vidt forskellige varer – havde identiske varenumre* for en række produkter. Det gav en konflikt, som ikke kunne løses på andre måder end ved at introducere strukturen ovenfor.
* Ved alle leverandører blev deres interne varenummer anvendt. For god ordens skyld skal det tilføjes, at der aldrig kan være konflikter i et EAN-13 varenummer, da man netop køber nummerserier fra organisationer, der administrerer dem.

Lav eventuelt udvidelser til systemet

Brugen af leverandør-initialer er blot et simpelt eksempel på, hvordan en struktur kan indarbejdes. Strukturen kan nemt udvides – her er nogle eksempler:

Engangsleverandører får en forkortelse med ”DIV-” forrest, så et varenummer fra en engangsleverandør kan f.eks. hedde ”DIV-NIK-xxxxx”

Arbejder du med en kombination af egne lagervarer og dropshipping-varer, kan det med fordel tilføjes i varenummeret. Eksempel:
En varetype på eget lager hedder ”NIK-xxxxx”
En vare fra samme leverandør, men som dropshippes hedder ”NIK-DS-xxxxx”.

Har du varer, hvor du skal huske at vedlægge brugervejledninger på det rette sprog? Så opret dem i dit lager som ”NIK-BV-xxxx”, hvilket i eksemplet betyder brugervejledning til Nike, produkt xxxx.
Derefter tilføjer du dem som et ekstra produkt, der automatisk skal med, når hovedproduktet sælges – og på den måde kommer det med på den følgeseddel, du udskriver, før ordren plukkes og pakkes.

https://guru.dandomain.dk/wp-content/uploads/2017/06/skalerbar-lagerstyring.pdf