KAPITEL 1 Hav et skarpt budskab

Lad os lige starte med at slå fast, at ovenstående overskrift (rubrik) ikke lover, at du kommer i pressen, hvis du har et skarpt budskab. Den gode pressemeddelelse handler i høj grad om mere end blot nogle fine, bevingede ord om, hvad der sker i din virksomhed. Det handler i lige så høj grad om at have kontakterne i orden, da der altid skal være en sulten aftager til din historie. For at pirre pressens nysgerrighed gælder det derfor om at have et klart budskab og en stærk historie, som har mere eller mindre samfundsmæssig relevans.

Du må endelig ikke tage kontakt til pressen, hvor du skriver, at du gerne vil have noget opmærksomhed omkring et event. Pressen er ikke en reklamesøjle for virksomheder. Den er til for at belyse og dække historie, der har større relevans end at skaffe dig kunder i butikken. Det betyder ikke, at du skal holde dig tilbage, når du har en lille historie eller et event. Den kan såmænd være lige så stærk som en stor. Bare sørg for, at du har en skarp vinkel og et klart budskab, og at det er en aktuel historie. Og pak den ind i, at du har en god historie. Aldrig at du vil have opmærksomhed.

https://guru.dandomain.dk/wp-content/uploads/2017/06/den-gode-pressemeddelelse.pdf